Til indholdet

Indirekte tale er en undersætning, som genfortæller nogens udsagn, tanke, mening, beslutning, spørgsmål, bemærkning og lignende. Ofte skal man ændre noget i formen på det originale udsagn eller tanke. Indirekte tale er forskellig fra direkte tale, der er uændret citat, som ikke er en undersætning, og som altså ikke har et underbindeord. Direkte tale står ofte mellem citationstegn og efter kolon.

Direkte tale: Petro diris: "Mi volas doni ion al vi." - Peter sagde: "Jeg vil give noget til dig."
Indirekte tale: Petro diris, ke li volas doni ion al mi. - Peter sagde, at han ville give noget til mig.
Direkte tale: Karlo demandis: "Ĉu vi volas iri kun mi?" - Karl spurdgte: "Vil du gå med mig?"
Indirekte tale: Karlo demandis, ĉu mi volas iri kun li. - Karl spurgte, om jeg ville gå med ham.

Indirekte tale er normalt en ke-sætning eller spørgende undersætning. En sådan undersætning har som regel rollen som genstandsled for et udsagnsord som diri, krii, pensi, scii, decidi, skribi, kompreni, rimarki, vidi, demandi, voli, aŭdi osv: Li diris, ke li estas feliĉa. Ŝi pensis, ke ŝi estas feliĉa.

Indirekte tale kan også fremstå som et supplement til ord som 1}penso, decido, demando, timo osv.: Li havis la penson, ke li estas feliĉa. La decido estis, ke Petro estu prezidanto. Ili faris la demandon, ĉu ili povas partopreni.

Indirekte tale kan også fremstå som grundled til ŝajni, esti evidente, esti dube, esti klare, esti (ne)eble, esti verŝajne og lignende: Ŝajnis, ke pluvas. Estis evidente, ke li ne estas feliĉa.

Udsagnsords-former i indirekte tale

På nogle sprog skal man ved indirekte tale undertiden ændre udsagnsords-formen. På Esperanto bevarer man altid den originale udsagnsords-form:

  • Li diris: "Mi volas manĝi".Li diris, ke li volas manĝi. - Han sagde: "Jeg vil spise". → Han sagde, at han ville spise.

    AS i volas er nuet i det oprindelige udsagn. Skift ikke til IS.

  • Li diris: "Mi tiam loĝis en Ĉinujo."Li diris, ke li tiam loĝis en Ĉinujo. - Han sagde: "Dengang boede jeg i Kina." → Han sagde, at han dengang boede i Kina.

    IS i loĝis viser tidligere tid end det oprindelige sagte. Det ville være fejl at skifte til estis loĝinta.

  • Ŝi demandis: "Ĉu vi iros kun mi al kinejo?"Ŝi demandis, ĉu mi iros kun ŝi al kinejo. - Hun spurgte: "Vil du gå med mig i biografen?" → Hun spurgte, om jeg ville gå med hende i biografen.

    OS i iros viser en tid efter det oprindelige spørgsmål. Det ville være en fejl at skifte til estis ironta eller volis iri. Hvis det oprindelige spørgsmål havde været "Ĉu vi volas iri kun mi?", skulle man sige: Ŝi demandis, ĉu mi volas iri kun ŝi.

  • Li ne komprenis: "Kial ŝi ne volas partopreni?"Li ne komprenis, kial ŝi ne volas partopreni. - Han forstod ikke: "Hvorfor vil hun ikke deltage?" → Han forstod ikke, hvorfor hun ikke ville deltage.

    AS i volas viser tiden for det oprindelige spørgsmål.

  • Ili ordonis: "Paku tuj vian valizon!" → Ili ordonis, ke mi tuj paku mian valizon. - De beordrede: "Pak straks din kuffert!" → De beordrede, at jeg straks skulle pakke min kuffert.
  • Ŝi esperis, ke ŝi ilin trovos. - Hun håbede, at hun ville finde dem.

    Den oprindelige tanke var: "Mi ilin trovos."

  • Ŝi estis plena de timo, ke la infano mortos. - Hun var fuld af frygt for, at barnet skulle dø.

    Hun frygtede og tænkte: "La infano mortos!"

  • Li metis la kondiĉon, ke oni ne instruu al ŝi la Kristanan religion. - Han satte den betingelse, at man ikke ville undervise hende i den kristne religion.

    Han sagde: "Ne instruu al ŝi..."

  • Ŝajnis al ŝi, ke ŝin ĉirkaŭas unu sola densa barilo el traboj. - Det syntes for hende, at en enkelt tæt barriere-bjælke omkransede hende.

    Hun tænkte: "Min ĉirkaŭas...", fordi således lod det til for hende.

Relaterende undersætninger gengiver normalt ikke et udsagn eller en tanke. I sådanne undersætninger relaterer udsagnsords-tiderne altså til det absolutte nu:

  • Mi ne konis tiun, kiu venis. - Jeg kendte ikke den ene, som kom.

    Konis og venis viser begge en tid før nuet. Sandsynligvis viser de den samme tid.

  • Mi ne konis la personon, kiu estis baldaŭ venonta tra la pordo. - Jeg kendte ikke den person, som straks efter skulle komme ind ad døren.

    Både konis og estis viser en tid før nuet. Venonta viser en tid efter den passerede tid.

Tids- og sted-angivelse i indirekte tale

Hvis der i en citeret sætning er en tidsangivelse, kan den normalt forblive uændret i indirekte tale. Nogle tids-småord afhænger dog af absolut-nuet, og skal derfor undertiden ændres for at undgå forvirring. Sådanne ord er hodiaŭ, hieraŭ, antaŭhieraŭ, morgaŭ og postmorgaŭ. Sætninger, i hvilke man skal ændre sådan et tids-ord, er dog temmelig sjældne:

  • Pasintan lundon li diris: "Mi ne laboros hodiaŭ!"Pasintan lundon li diris, ke li ne laboros tiun tagon. - Sidste mandag sagde han: "Jeg vil ikke arbejde i dag!" → Sidste mandag sagde han, at han ikke ville arbejde den dag.

    Hvis man bevarede hodiaŭ i undersætningen, ville det handle om den dag, hvorpå hele sætningen blev sagt.

  • Morgaŭ li verŝajne diros: "Mi estis malsana hieraŭ!"Morgaŭ li verŝajne diros, ke li estis malsana hodiaŭ. - I morgen vil han sandsynligvis sige: "Jeg var syg i går!" → I morgen vil han sandsynligvis sige, at han var syg i dag.

    Hvis man havde anvendt hieraŭ i den indirekte tale, ville det handle om dagen før udsagnet af den hele sætning. Han vil effektivt tale om dagen i dag, og man skal altså skifte til hodiaŭ.

  • Antaŭ unu semajno li demandis al mi: "Ĉu vi venos al mi morgaŭ?"Antaŭ unu semajno li demandis al mi, ĉu mi venos al li la postan tagon. - For en uge siden spurgte han mig: "Kommer du til mig i morgen?" → For en uge siden spurgte han mig, om jeg ville komme til ham den følgende dag.

I fortællinger bevarer man dog undertiden hodiaŭ, hieraŭ og morgaŭ uændret: Li renkontis konaton, junan poeton, kiu rakontis al li, ke morgaŭ [= la postan tagon] li komencos sian someran vojaĝon. Denne sætning ser man i et digt, og kunne næppe forvolde forvirring i forhold til den virkelige morgendag.

Former som hieraŭo (gårsdagen), hieraŭa tago (dagen af i går), morgaŭo (morgendagen), morgaŭa tago (den dag i morgen) andvendes ofte uafhængigt af absolut-nuet.

Tids-ordet nun kan man undertiden for tydeliggørelsen ændre i indirekte tale, men som oftes er det ikke nødvendigt: Hieraŭ li diris: "Mi volas fari tion nun kaj ne poste!"Hieraŭ li diris, ke li volas fari tion nun kaj ne poste. Man kan skifte til tiam, tiumomente eller måske tuj, men også nun er i orden.

Lokalt udtryk i en citeret sætning skal undertiden ændres i indirekte tale, hvis man genfortæller sagen på et andet sted. Andre gange kan sådan en ændring være naturlig, men ikke ufravigelig:

  • Karl og Eva er i Paris. Karl taler om Peking, og siger til Eva: Mi iros tien.
  • Eva er senere med Peter i Peking, og genfortæller til Peter: Karlo diris, ke li iros ĉi tien. (Eller: ...ke li venos ĉi tien.)
  • Peter og Eva er i Tokyo, og Peter siger til hende: Mi iam estis en Berlino.
  • Eva og Karl er senere i Berlin, og hun genfortæller til ham: Petro diris, ke li iam estis ĉi tie. Eller: Petro diris, ke li iam estis en Berlino.

Stedord i indirekte tale

I indirekte tale skal personlige og eje-stedord ofte ændres, hvis taleren eller den tiltalte er blevet ændret:

  • Karl siger: Mi estas tre feliĉa.
  • Peter fortæller Eva: Karlo diris, ke li estas tre feliĉa. Mili.
  • Karl siger til Eva: Mi amas vin.
  • Peter spørger Eva: Ĉu li vere diris, ke li amas vin? Mili, vin forbliver.
  • Peter spørger Karl: Ĉu vi vere diris, ke vi amas ŝin? Mivi, vinŝin.
  • Peter fortæller Elizabet: Li fakte diris al ŝi, ke li amas ŝin. Mili, vinŝin.
  • Karl siger til Peter om Eva: Mi amas ŝin.
  • Peter fortæller Eva: Li diris, ke li amas vin. Mili, ŝinvin.
Tilbage til start