Ordelementerne O, A, E, I, AS, IS, OS, US og U er ordklasseendelser. De er meget vigtige i orddannelsen. Der eksisterer også endelsen J og endelsen N. De er ikke vigtige i orddannelse.

Småord er allerede i sig selv ord: por, mi, jam, eĉ, tiam, anstataŭ, je, jes og andre

De fleste ordelementer er rødder. Hver rod har allerede i sig selv en betydning, men en rod kan ikke stå for sig selv som et ord. Den behøver en ordklasse-endelse.

• Nogle rødder viser mennesker, personer, fx: AMIK, TAJLOR, INFAN, PATR, SINJOR, VIR...
• Andre rødder viser dyr, fx: ĈEVAL, AZEN, HUND, BOV, FIŜ, KOK, PORK...
• Andre er planter, fx: ARB, FLOR, ROZ, HERB, ABI, TRITIK...
• Nogle rødder er redskaber, fx: KRAJON, BROS, FORK, MAŜIN, PINGL, TELEFON...
• Mange rødder er navne på handlinger, fx: DIR, FAR, LABOR, MOV, VEN, FRAP, LUD...
• Andre rødder er navne på egenskaber eller kvaliteter, fx: BEL, BON, GRAV, RUĜ, VARM, ĜUST, PRET...

Der eksisterer mange forskellige grupper og kategorier, ikke blot de førnævnte. Nogle rødder er vanskeligt at klassificere, nogle har flere betydninger, andre har en meget speciel betydning, men alle har en eller anden betydning.

For korrekt at kunne bruge roden med forskellige endelser skal man kende rodens egen betydning. Vigtigheden af rode-betydningen viser det gode klassiske eksempel på rødderne KOMB og BROS.

De to udsagnsord kombi og brosi ligner meget hinanden i betydning. De viser begge en handling, og de to hanlinger er endog meget lig hinanden. Men hvis man ændrer dem til navneord, bliver de pludselig komplet forskellige.

Forklaringen til denne drastiske forandring er den kendsgerning, at allerede rødderne har en betydning. KOMB er navn for en bestemt handling, mens BROS er navn på et bestemt redskab. Med O-endelse er de altså navne på handling og redskab respektivt - meget forskellige sager. Men med et udsagnsords endelse får de begge en betydning af handling. KOMB ændres næppe, fordi det er allerede en handling i sig selv. BROS ændres dog, og viser den handling, som man sædvanligvis gør med en børste.

Hvis man ønsker et navneord for den handling, som man laver med en børste skal man lave en sammensætning: bros-ad-o. På samme måde, hvis man ønsker et ord for det redskab, hvormed man reder, skal man også lave en sammensætning: komb-il-o.

Der findes masser af sådanne rodpar, hvor betydningen af udsagnsords-formerne er lignende, mens O-formerne er forskellige. Forklaringen er altid, at rodbetydningerne er forskellige. Her er nogle eksempler: bati — marteli, haki — pioĉi, servi — sklavi, kudri — tajlori, regi — reĝi, kaperi — pirati, viziti — gasti. På samme måde kan man finde par, hvor A-formerne ligner, men O-formerne er forskellige, fx: eleganta — danda, nobla — nobela, lerta — majstra, kuraĝa — heroa, proksima — najbara, dolĉa — miela. Kontroller selv betydningen af de tilsvarende O-former i en ordbog.

Man kan sige, at der eksisterer forskellige baseord, fra hvilke man går til orddannelsen. Hos BROS/ går man ud fra baseordet broso, som er navnet på et redskab, og danner ud fra det udsagnsordet brosi (ved at erstatte O-et med I). Ved KOMB/ er dog baseordet kombi (som selvfølgelig kaldes en handling). Af kombi kan man danne hanlings-navneordet kombo (ved at erstatte I med O), og ordet for vedkommende redskab, kombilo (ved tilføjelse af endelsen IL og O-endelsen).

Handlingsrødder kaldes ofte udsagnsords-agtige eller udsagnsords-karaktergivende, fordi man hos dem naturligt ser udsagnsordet som en grundlæggende form. Derfor vises handlingsrødder normalt i ordbøger i en udsagnsords-form.

Egenskabs-rødder kaldes ofte tillægsords-agtige eller tillægsords-karaktergivende, fordi hos dem ser man A-endelses-formen som grundlæggende. Derfor er egenskabsrødder altså normalt præsenterede som tillægsord i ordlister. Også rødder, som oftest vises med E-endelse, er traditionelt kaldet tillægsords-karaktergivende.

Rødder hverken egenskabs- eller handlende bliver ofte kaldet navneordsagtige eller navneords-karaktergivende. De er normalt præsenterede som navneord i ordlister.

O-endelse

Endelsen O tilføjer intet til egen betydning af en rod. Et navneord er simpelthen et navn for den omhandlende sag:

A-endelse

Endelsen A viser, at man beskriver den nævnte sag. A= "i forbindelse med den nævnte sag, sådan som sagen" osv:

Når tillægsordets rod har egenskabs-betydning, viser tillægsordet normalt en egenskab. Sådanne tillægsord varierer ikke meget ifølge konteksten:

Når tillægsordets rod ikke har en egenskabs-betydning, kan tillægsordet vise forskilligartede beskrivelser. I almindelighed varierer betydningen af sådan et tillægsord meget ifølge konteksten:

Når roden i et tillægsord har en handlende betydning, kan tillægsordet have vidt forskellige betydninger. Det kan fx betyde "relateret til den pågældende handling. Sådant et tillægsord kan også ligne en ANT- eller INT-tillægsform med A-endelse.

Nogle af sådanne tillægsord har dog en speciel egenskabs-betydning:

Nogle af disse tillægsord ligner en passiv tillægsform komplika ≈ komplikita. Ved de simple tillægs-former er handlingen for roden enten ikke ret interessant, eller eksisterer slet ikke, kun handlingen er vigtig. Undertiden eksisterer egenskaben helt for sig selv. De svarende tillægsformer viser altid, at sådan en handling jo skete eller vil ske.

Mange mener, at nogle af disse tillægsord, især korekta, bør undgåes ved en egenskabs-betydning. Andre mener endog, at sådan en anvendelse er en fejl. Ifølge dem bør komplika kun betyde "komplicerende" eller "relaterende til konplikation ", og korekta iflg. dem kun betyde "rettende" eller "relaterende til en rettelse". Men nogle af de tillægsord er aldrig blevet kritiserede, skønt de er helt ens. Denne ordsammensætning hører dog på Esperanto hjemme fra begyndelsen, og eksempler i massevis findes hos mange Zamenhof-forfattere indtil i dag. I nogle tilfælde kan flerbetydningen af sådan et tillægsord jo forårsage misforståelse, og da skal man selvfølgelig lave sætningen om, men det gælder for alle tvetydige ord. Rødderne for sådanne tillægsord er handlende, men på grund af egenskabs-betydningen for tillægsordsagtige former kunne man tænke, at rødderne er egenskabsagtige. Da risikerer man fejlagtigt at tilføje IG-suffiks til de enkle udsagnsords-former ved at bruge kaŝigi i stedet for kaŝi, komplikigi i stedet for kompliki, korektigi i stedet for korekti, osv. Sådamme IG-former har dog andre, meget specielle betydninger: kaŝigi = "få nogen til at skjule noget", vekigi = "få nogen til at vække nogen", komplikigi = "få nogen til at vanskeliggøre noget" osv. Man skal heller ikke tænke, at de simple udsagnsords-former har betydningen "at være sådan". Korekti betyder ikke "at være fejlfri", men "lave fejlfri". Kompliki betyder ikke "at være generende usimpel", men "gøre det generende usimpelt".

E-endelse

Orddannelsens brug af en E-endelse ligner meget anvendelsen af A-endelse. E = "i forbindelse med sagen, sådan som sagen" og lignende:

Endelser på udsagnsord

I = "at gøre en vis handling (eller være i en vis tilstand), som har nær forbindelse til betydningen af roden". (Endelsen I repræsenterer her alle udsagnsords-endelser: I, AS, IS, OS, US og U.)

Et handlings-rodord med en udsagnsords-endele har altid sin egen betydning:

Et udsagnsord dannet af en passiv rod viser en handling, som på en eller anden måde er tæt på rodbetydningen. Ofte er det helt indlysende, hvad den handling er, men undertiden kan man tøve. Ved mange passive rødder er traditionen allerede fastlagt, hvilken handlings-betydning de får med en udsagns-ords-endelse, men nogle rødder er aldrig brugt i en udsagnsords-form, og man har endnu ikke besluttet, hvilken handlings-betydning de skal have.

Hvis en rod i sig selv viser en egenskab eller tilstand, betyder udsagnsordet normalt "esti tia" eller "agi kun tia eco":

Normalt betyder dette udsagnsord ikke at "blive sådan" eller "gøre sådan". Ved egenskabs- og tilstands-rødder anvender man suffikserne IĜ og IG for at danne sådanne betydninger.

Hvis roden viser redskab, apparat eller lignende, betyder udsagnsordet normalt "at bruge sådan et redskab på den sædvanlige måde":

Hvis roden viser en substans, betyder udsagnsordet normalt "at forsyne med sådan en substans.

I sådanne udsagnsord anvender man undertiden endelsen UM, ofte unødvendigt.

Hvis roden viser en person, et menneske, betyder roden normalt "at handle som sådan en person", "at have en rolle som sådan et menneske":

Dyre-rødder og forskellige fænomen-rødder betyder i udsagnsords-form "at handle som sådan et dyr eller et fænomen":

Mange forskellige rødder får en udsagnsords-betydning, som ikke er at forklare med anden regel end den generelle, at de får en udsagnsords-betydning, som noget nærmer sig rodens betydning:

Præciserende foranstillinger

Man sammensætter ofte rødder (og småord) og danner sammensatte ord. Den mest brugte slags af ordsammensætning kaldes her kombination. Sådan et ord består af to dele: hovedelement, som angiver den generelle betydning af ordet, og et præciserende forelement, som præciserer den generelle betydning.

Af hovedelementet ŜIP kan man lave fx følgende kombinationer (altid med en "neutral" O-endelse):

Den grundlæggende betydning af disse kombinationer er altid "ŝipo". Ved forskellige forelementer skelner man mellem forskellige slags skibe. Forelementerne er meget forskelligartede. VAPOR viser en måde at føre en slags skib på, BALEN viser målet for brug af skibsarten, AER viser sted.

Som oftest skiller forreste elementer forskellige slags. Undertiden drejer det sig dog ikke om slags, men om en del af hovedelementet, fx: antaŭbrako (underarm) = "den del af en arm, som findes forrest på kroppen"; Orient-Eŭropo = "den østlige de af Europa".

En kombination fungerer som en simpel rod. Den kan tage en hvilken som helst endelse: vaporŝipo, vaporŝipa, vaporŝipe, vaporŝipi; rondiro, rondira, rondire, rondiri; piediro, piedira, piedire, piediri; helruĝo, helruĝa, helruĝe, helruĝi.

Man kan af kombinationer danne nye kombinationer:

En kombination af flere rødder kan i teorien være flertydig. Ingen grammatik-regel forklarer, at fx ŝarĝvaporŝipo er ŝarĝ-vaporŝipo og ikke ŝarĝvapor-ŝipo ("et skib, som på en eller anden måde relaterer til ŝarĝvaporo", giver ingen mening). Man skal ganske enkelt selv forstå, hvilken af flere teoretiske analyser og betydninger er den rette. Misforståelser sker kun sjældent i praksis. I skrift kan man efter behov bruge delestreger for klarheden, som i ŝarĝ-vaporŝipo. Generelt kan kombinationer af flere end tre eller 4 rødder være for vanskelige. I stedet for vaporŝipasocimembrokunvenejo skal men foretrække at sige fx. kunvenejo por membroj de vaporŝipasocio.

Endelser i sammenføjelser

For at præcisere et forelement kan man sætte bindeled O-endelse for at lette udtalen eller forståelse af kombinationen: puŝoŝipo, aeroŝipo, sangoruĝo osv.

Man bruger ikke overgangs-endelse i de kombinationer, hvor forreste element naturligt bliver til et tillægsord, hvis man deler kombinationen, fx: dikfingro = "slags finger, som normalt er tykkere end de andre fingre". Det er knap nok muligt at forklare betydningen på en naturlig måde med ordet diko. Derfor siger man ikke dikofingro, heller ikke dikafingro, men ved behov dika fingro. Det samme gælder ved handlingsord, hvor det præciserende forreste element viser en egenskab, som er resultat af handlingen: ruĝfarbi → farbi ruĝa, farbi tiel ke io fariĝas ruĝa; plenŝtopi → ŝtopi plena. Heller ikke i sådanne kombinationer bruger man bindeendelse. Ligeledes i handlings-kombinationer, hvor forreste element viser måden for handlingen, anvender man som regel ikke bindeendelse, men foretrækker efter behov at skille kombinationen: laŭtlegi → legi laŭte.

Former som nigra-blanka er ikke kombinationer, men to særskilte ord sammenskrevet til en speciel nuance.

Hvis for-elementet er et småord (sådan et ord, som ikke behøver endelse), anvender man normalt ikke bindeleds-endelse. Ved behov kan man dog anvende en sammenbindende E-endelse: postsigno → postesigno (gør udtalen lettere), postulo → posteulo (gør forståelsen lettere). Det sker dog kun meget sjældent.

Andre endelser end E kan forekomme efter et småords for- element kun når det tilfører en nødvendig betydning: unuaeco = "egenskaben at være først" (unueco = "egenskaben at være som en"), antaŭeniri = "at gå fremad" (antaŭiri = "at gå foran noget"). Bindeleddet EN (E + N) anvender man undertiden også efter rod-for-elementer: supreniro, ĉieleniro (eller ĉieliro), hejmenvojaĝo (eller hejmvojaĝo).

E som bindeledsendelse forekommer undertiden, når forelementet er roden MULT: multe-nombro.

I kombinationer af en handlings-rod plus POV, VOL eller DEV, anvender man normalt I som bindeendelse: pagipova, vivivola, pagideva. Det er bedre at forklare sådanne former som småsætningsord. Man kan også bruge O i sådanne ord: pagopova, vivovola, pagodeva. Da er de kombinationer, men O i sådanne ord er sjældnere. Man kunne i princippet også bruge dem helt uden bindeendelse: pagpova, vivvola, pagdeva, men sådanne former anvender man næppe i praksis.

Hvis hovedelementet er en efterstavelse, eller hvis forelementet er en forstavelse, da anvender man ikke bindeendelse.

I en anden slags sammensætning, småsætningsord, bruger man bindeendelse efter andre regler.

Småord i kombinationer

En del småord anvendes ofte med endelser. Også til de endelses-ord kan man sætte et præciserende element foran:

Forklaring af kombinationer

Ofte kan man forklare betydningen af en kombination ved hjælp af et forholdsord:

Men ikke alle kombinationer er så nemme at forklare. Nogle fordrer en mere kompleks forklaring:

I et sammensat ord kan der skjule sig mange ikke-udtrykte ideer. En kombination består af et hovedelement, som giver grundbetydningen, og et forelement, som viser noget karakteristisk, men en kombination er ikke en fuld definition til betydningen. Den fulde betydning af en kombination afhænger ikke kun af betydningen af dens dele, men også af traditionen i sproget.

Ofte tøver man imellem fx lada skatolo og ladskatolo, sovaĝa besto og sovaĝbesto, dikfingro og dika fingro. Ofte kan man uden videre anvende begge former, men der er dog en væsentlig forskel mellem kombinationer og de to-ords med tillægsord og navneord. Når man laver en kombination, danner man et ord for en speciel ide, til en særlig slags. Man kalder det en slags ide, som på en eller anden måde bliver betragtet som speciel, som på en måde behøver sit eget ord. Når man anvender et navneord med tilhørende forklaring, viser man normalt kun en lejlighedsvis eller tilfældig egenskab:

Et præciserende forelement viser altså, hvilken slags det er, ikke hvilken slags individualitet det er. En tilføjende forklaring viser normalt, hvilken slags individualitet det er, men den kan også vise, hvilken slags det er, ifølge konteksten. Derfor kan man også anvende tilføjende forklaringer for at benævne slags. Man kan sige vapora ŝipo i stedet for vaporŝipo. Det er muligt at sige sovaĝa besto i stedet for sovaĝbesto. Men det er ikke muligt at vende det om, fordi hver dika fingro ikke er dikfingro, ikke hver vapora ŝipo er vaporŝipo, og ikke hver sovaĝa besto er sovaĝbesto.

Det er ofte en misforståelse, at man ikke kan danne kombinationer, hvori forelementet er en egenskabs-rod. Faktisk danner man regelmæssigt sådanne ord, fx altlernejo, altforno, dikfingro, sekvinberoj, solinfano, sovaĝbesto, sanktoleo, og mange andre. De er helt i orden. Men man kan ikke bare lige sammenføre et navneord med et tillægsords-tilføjelse, hvis man ikke agter at danne noget mere specielt. Man skal ikke sige belfloro, hvis man simpelthen vil sige bela floro.

Mange mener, at man ikke kan danne kombinationer af hvis hovedelementet viser en handling, og hvis for-element viser genstandsled for den handling, fx: leterskribi, voĉdoni, domkonstrui. Det stemmer imidlertid ikke. I sådanne kombinationer er for-elementet ikke et almindeligt genstandsled, men viser karakteren af handlingsarten. Sådanne kombinationer afviger i betydningen fra de to-ordede skribi letero(j)n, doni voĉo(j)n osv. I skribi leteron viser genstandsleddet en konkret genstandsled for skrivningen,, mens i leterskribi LETER kun karakteriserer slagsen af skrivningen. Nogle lignende udsagnsord har en betydningsnuance ved forsøg: fiŝkapti = "at prøve at fange fisk". Sådanne udsagnsord skal man forklare som frazetvortojn.

Orddannelse af sætningsdele

Sætningsdel (en slags gruppe af sammenhørende ord) kan blive sammentrukket af et efterfølgende element. Det kaldes formning af en sætningsdel. Resultatet er et sætningsdels-ord. Ud af den oprindelige sætning tilbageholder man kun de vigtigste elementer. Endelser og andre mindre vigtige elementer falder normalt bort. For at lette udtalen eller forståelsen kan man dog beholde en ordklasse-endelse fra den oprindelige sætningsdel, men J-endelser og N-endelser bevarer man ikke.

Når man danner en lille sætning ved hjælp af et udsagnsords- eller O-endelse, præsenterer endelsen en eller anden skjult ide. Hvad endelsen præsenterer, skal man lære særskilt for hvert af sådan et ord:

Man bruger også "dannede" små sætninger som forelementer i kombinationer. Som oftest er hovedelementet en efterstavelse:

En mere ekstrem og sjældnere form på sammensætning er orddannelse af citater. I sådan en ordsammensætning, som er en slags sætningsdannelse, laver man et ord af hele udsagnet (virkelige eller forestillet). Så bibeholder man altid de fulde ord fra original-citatet sammen med alle endelser: "Vivu!" → [vivu]-(krii)-I → vivui = råbe "vivu!", hilse nogen med råbet "leve!". Læg mærke til, at U-endelsen forbliver. Almindelige ord kan ikke have to ordklasse-endelser lige efter hinanden. Men vivui er ikke et almindeligt ord. Det er dannelse af et citat, og U-endelsen er netop nødvendig for betydningen. "Ne forgesu min!" → [ne forgesu min]-(floro)-O → neforgesumino = blomstersorten myose (navnet skyldes den blå farve på blomsten, som er et symbol på trofasthed i kærlighed)

Efterstavelser

En lille gruppe af rødder (cirka 40) kaldes affikser. De er rødder, som man hovedsageligt bruger i sammensatte ord. Nogle er suffikser – efterstavelser. De sættes efter andre rødder. Andre er præfikser – forstavelser. De sættes foran andre rødder.

Især traditionen har besluttet, hvilke rødder skal kaldes affikser. Man kunne dog sige, at affiks er en rod, for hvilken der gælder specielle regler i orddannelsen. Nogle af de traditionelle affikser er iflg den definition almindelige rødder. I de her foregående forklaringer på en almindelig orddannelse har der været nogle eksempler på rødder, som man traditionelt kalder affikser.

Flest af efterstavelserne fungerer som hovedelement i en kombination. Det, som står foran efterstavelsen, er et præciserende forelement. Men for flest efterstavelser eksisterer der en en eller anden speciel regel, som forbinder de mulige bindeled mellem hovedelementet og forelementet. For almindelige rødder eksisterer der ikke sådanne begrænsninger.

Efterstavelserne AĈ, ĈJ, EG, ET, IN, NJ og UM opfører sig dog slet ikke således. Ord dannet efter de efterstavelser er hverken kombinationer eller sætnings-småord. De efterstavelser er altså rene efterstavelser.

De fleste af forstavelserne fungerer som et præciserende forelement i kombinationen. Det, som står efter forstavelsen er et hovedelement, hvis betydning på en eller anden måde præciseres ved hjælp af forstavelsen. Men der eksisterer normalt en eller anden speciel regel, som begrænser de mulige forbindelser mellem forstavelsen og hovedelementet.

Forstavelserne GE og MAL opfører sig dog ikke sådan. GE og MAL ændrer så meget betydningen af det efterfølgende element, at man ikke kan forklare det som en almindelig kombination (heller ikke som et sætningsord). GE og MAL er altså rene affikser.

I princippet kan man også bruge en hvilken som helst affiks-rod som en almindelig rod. Nogle affikser er endog meget ofte brugt på den måde. Andre, fx ĈJ og NJ, bruges meget sjældent som almindelige rødder. Nogle eksempler i sådan en brug vises i de efterfølgende forklaringer om forskellige affikser.

Ved affiks anvender man normalt ikke bindeleds-endelse som i dormoĉambro. Man siger fx ikke ekokuri, eksosekretario, ŝipoestro. Bindeleds-endelse anvender man ved affikser kun når det er mere eller mindre oplagt for betydningen eller forståelse, fx. unuaeco, antaŭenigi, posteulo.

Tillægsforms-endelserne ANT, INT, ONT, AT, IT og OT opfører sig noget specielt.

Nogle rødder, som man normalt ikke klassificerer som affikser, opfører sig dog på en måde som for- og efterstavelser. Man kan kalde dem affiks-elementer.