Bogstaver

Her er alfabetet i Esperanto:

• Aa ami elske
• Bb bela smuk
• Cc celo mål
• Ĉĉ ĉokolado chokolade
• Dd doni give
• Ee egala ens
• Ff facila let
• Gg granda stor
• Ĝĝ ĝui nyde
• Hh horo time
• Ĥĥ ĥoro et kor
• Ii infano barn
• Jj juna ung
• Ĵĵ ĵurnalo en avis
• Kk kafo kaffe
• Ll lando land
• Mm maro hav
• Nn nokto nat
• Oo oro guld
• Pp paco fred
• Rr rapida hurtig
• Ss salti hoppe
• Ŝŝ ŝipo et skib
• Tt tago dag
• Uu urbo by
• Ŭŭ aŭto en bil
• Vv vivo liv
• Zz zebro zebra

Store bogstaver og små bogstaver

Ethvert bogstav eksisterer i to former: stort (stort bogstav, begynderbogstav) og lille (lille bogstav). De små bogstaver er almindelige bogstavformer. Store bogstaver bruger man normalt som det første bogstav i en hovedsætning, og som det første bogstav i et egenavn.

Overtegn

Seks bogstaver er specielle for Esperanto: Ĉ, Ĝ, Ĥ, Ĵ, Ŝ og Ŭ. De har overtegn. Overtegnet ^ kaldes cirkumfleks eller hat. Overtegnet over U kaldes en bue.

Når det ikke er muligt at bruge de korrekte overtegn, kan man anvende en alternativ skrivemåde. Det officielle alternativ er H-systemet, som findes i Fundamento de Esperanto. I H-systemet anvender man eftersætning af H i stedet for overtegnet, og forlader helt buen over Ŭ: ch, gh, hh, jh, sh, u . I computer-tekstbehandling, i e-mail og lignende, sætter mange et x efter bogstavet, X , i stedet for overtegn og bue: cx, gx, hx, jx, sx, ux.

Udtale

Bogstaverne A, E, I, O og U er vokaler. Alle andre er konsonantoj. Ethvert bogstav skal blive udtalt. Der eksisterer ikke tavse bogstaver.

Vokaler

Betoning

I ord med to eller flere vokaler, udtales et af vokalerne mere stærkt end det andet. Den har betoning. Betoningen er altid på næstsidste vokal (en vokal med stort viser betoning her): tAblo, nenIam, rapIda, taksIo, familIo, revolvEro, krokodIloj, eskImo, diskUtas, mEtro, metrOo, Apud, anstAtaŭ, trIcent, mAlpli, Ekde, kElkmil osv.

Endelsen O kan blive erstattet af enapostrof. Apostroffen regner man som en vokal (ikke-udtalt), og betoningen ændres ikke: taksI', familI', revolvEr', metrO'.

Vokal-variering

Udtalen af en vokal varierer frit mellem visse afgrænsninger. Det er blot vigtigt, at hver vokal ikke kommer for tæt på en af de fem vokaler.

Længden af vokalerne har på Esperanto ingen betydning. Man kan udtale dem lange, middellange eller korte, efter behag.

Hver Esperanto-vokal udtales "ren", hvilket betyder, at man ikke hørligt bevæger tungen fra en position i munden til en anden under udtalen af en vokal. Fx lad ikke E lyde som "ej", O ikke som "oŭ".

Konsonanter

Halvvokaler

Halvvokalerne J og Ŭ er i talemåde vokaler, men de spiller en rolle som konsonanter i sproget. De er altid korte, og kan aldrig få betoning. En halvvokal forekommer altid før eller efter en virkelig vokal. Ŭ forekommer normalt kun i kombinationerne "aŭ" og "eŭ".

Konsonantvariering

Når en ustemt konsonat står lige foran en stemt konsonant, er mange tilbøjelige til at udtale den: akvo → "agvo", okdek → "ogdek". Og modsat, når en stemt konsonant står foran en ustemt , er mange tilbøjelige til at lave den ustemt: subtaso → "suptaso", absolute → "apsolute". Sådanne ændringer er i princippet aldrig korekte, men bliver oft tålte i praksis, hvis de ikke forårsager misforståelser. Undertiden er nogle måske tilbøjelige til at ustemme et ords stemte slut-konsonant: apud → "aput", sed → "set", hund' → "hunt", naz' → "nas". Sådanne ændringer er dog ikke akcepterede. Man må sørge for at undgå dem.

Brugere fra visse sproggrupper er tilbøjelige til at udtale rækkefølgen KV og GV som respektive "kŭ" og "gŭ": akvo → "akŭo", kvin → "kŭin", gvidi → "gŭidi". Ŭ kan aldrig følge direkte efter en konsonant i et Esperanto-ord, og derfor vil der næppe opstå misforståelser, men sådan en udtale bliver generelt betragtet som forkert.

På nogle sprog udtaler man lydene P, T, K, C og Ĉ med pust, ligesom med et svagt H bagefter. På Esperanto er de konsonanter normalt uden pust, men der findes ingen regel om det. Man kan altså udtale med pust, hvis man vil, men man skal være opmærksom på, at pusten ikke skal lyde som et fuldt H.

L dannes ved delvis barriering ved tænderne. Hvis man barrierer kun der, lyder L "lys". Hvis man samtidig presser bageste del af tungen op mod ganesejlet, lyder L "mørk" (u-agtig). Sådan et mørkt L er et helt godt alternativ, men man bør passe på, at det ikke kommer til at lyde som Ŭ. Det sker, hvis hovedbarrieren ved tænderne forsvinder.

Når N står foran en vislelyd eller en ganelyd, er man tilbøjelig til at ændre N til en vislelyd (stor forskel), for at lette udtalen: tranĉi, manĝi, longa, banko og andre. Det giver ingen problem, da der på Esperanto ikke findes nalsaler, som er vislende, eller ganesejlslyd, som N kunne blive blandet med. I samme stil er man tilbøjelig til at udtale M med læber og tænder foran en anden læbe-tænder-lyd: amforo, ŝaŭmvino og andre. Heller ikke her giver det nogen problem. Men man skal være opmærksom på, at man ikke udtaler N med lukkede læber: infero, enveni og andre, for så blander man N og M, som ikke er akceptabelt. Selvfølgelig kan man altid bruge grundudtalen af N og M.

R er normalt en tandlyd, men det betyder faktisk ikke noget, hvor i munden man laver lyden. Fx er et ganesejls-R et godt alternativ. Det afgørende for R er, at det bliver en vibrering. Altså også et ganesejls-R foretrækkes at blive en vibrering (den skal være "rullende"), som betyder, at drøbelen vibrerer mod tungen. R skal være vibrerende på samme måde, hvor som helst det står i et ord. I fx rivero skal R udtales på samme måde. Man bruger også forskellige andre slags R-lyde, og det er tilstrækkeligt akcepteret i praksis. Man skal dog sørge for, at en R-lyd ikke bliver forvekslet med en anden konsonant, eller med en af de fem vokaler.

Længden på konsonanterne er på Esperanto helt uden af betydning. Man kan udtale dem lange, middellange eller korte, efter behag.